Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældreinddragelse for barnets liv i børnehaven

I udviklingsplanen for Aalborg Kommune er der sat fokus på forældresamarbejde og -inddragelse. Her står det beskrevet, hvordan forældre skal være aktive medspillere i deres barns børnehaveliv.  

I Bakkely har vi derfor fokus på at skabe naturlige relationer mellem familier og børn. Dette gør vi gennem forskellige tiltag, hvor forældre og børn har mulighed for at stifte bekendtskab og opbygge venskaber. Tiltagene omfatter for eksempel legepladsudvalg, forældrenetværk, arbejdsdage i børnehaven, forældrekaffe og grillfest.  

Vi gør altid vores bedste for at inddrage og informere forældrene om barnets liv i børnehaven. Dette kan både ske gennem den daglige garderobesnak, hvor der snakkes om løst og fast eller på planlagte møder uden barnets tilstedeværelse. Alt sammen bidrager til at øge trivslen hos barnet, men også blandt forældre og personale. 

Forældremøder er med til at sikre godt sammenhold 

Hvert år i september eller oktober afholder vi et intromøde for nye forældre, hvor vi fortæller om børnehaven, aktiviteter, pædagogisk tilgang og praktiske oplysninger. På intromødet findes der ingen dumme spørgsmål, og vi svarer gerne på alle de spørgsmål, man sidder med som ny i børnehaven.  

Der afholdes forældremøde for alle forældre den sidste onsdag i oktober, hvor vi vælger nye medlemmer ind i bestyrelsen og afholder oplæg/debat om et aktuelt emne. Møder finder som regel sted i Bakkely eller i Vestbjerg Kirkecenter fra 19:00-21:30.

Vores erfaring er, at børnene trives indbyrdes, når forældrene har et godt sammenhold. Derfor afholder vi sommetider forældrenetværksmøder i Bakkely, hvor vi drøfter forskellige emner såsom legeaftaler, fødselsdage, madpakker, opdragelse og andre relevante emner.

Forældrenetværk 

Forældrenetværksmøderne kan også bruges til at løse eventuelle problemer eller konflikter, hvor der er behov for forældrenes inddragelse.

Disse møder afholdes i børnehaven uden personalets deltagelse, men med en tovholder fra bestyrelsen.

Forældresamtaler

Når jeres barn har gået i børnehaven i omtrent 3 måneder, tilbyder vi en samtale om barnets opstart og trivsel. Her fortæller vi, hvordan det går med barnet i børnehaven, og hvordan barnet er faldet til.  Ligeledes har I som forældre mulighed for at fortælle os om, hvordan I har oplevet barnets første tid i børnehaven. 

Vi udarbejder altid en dagsorden til forældresamtalerne, som I vil få udleveret, når mødetidspunktet fastlægges. 

Udover den introducerende forældresamle om barnets opstart vil der ikke være yderligere samtaler, før barnets skoleparathed skal vurderes. Det er dog altid muligt at efterspørge en samtale – både af forældre eller personale – hvis behovet opstår.